Tak for det.

Lad mig starte med at sige, at vi ikke lægger mærke til Guds kraft, før den rammer ens egen familie.

Og Guds kraft plejer næsten altid at være en eller anden form for dødelig sygdom. Der er så dem, der bliver raske igen og lever deres liv i mange år endnu.. Og så er der dem, der ikke kan kureres ("reddes" ville have været et for ondt ord, at bruge i den sammenhæng).

Når man er blevet ramt af Guds kraft, får man et helt nyt syn på livet.. Et mere voksent syn. Det er egentlig anderledes at det sker for os mennesker. De følelser vi går med indeni bliver alle udløst i en situation som denne, og man har bare lyst til at græde, men man bliver nød til at forblive stærk overfor din familie og venner.

Første gang jeg blev ramt af Guds kraft, var en sommerdag. Jeg vil ikke fortælle om hvad det var, der fik mig til at føle kraften, det må I komme og spørge om..

Jeg vidste ikke rigtig om jeg skulle grine eller græde over det. Jeg blev nød til at lade mine følelser få frit spil og græde. Jeg var omkring 12, måske 13. Og det skærer stadig i hjertet hver gang jeg tænker på det.. Hver eneste gang.. Men jeg har lært at styre mine emotionelle følelser nu, så jeg græder ikke over det mere.. Jeg er begyndt at grine af det. Det er ikke sådan et MWUHAHAHAHAHA Grin, men mere sådan et "Hvorfor mig?"-grin..

Og for at pointere det, så tror jeg ikke rigtig på Gud. Bevares, jeg er da blevet konfirmeret, men jeg er ikke sådan en kristen, der går meget op i min tro.

Jeg er kommet gennem mine kampe ved hjælp af mine venner og familie. De fleste af mine venner har faktisk hjulpet mig uden at de vidste det.. Det var nok også bedst.

Nu er jeg blevet sådan et menneske, der med glæde vil lytte og snakke om folks problemer og alt det.

Hvis I vil snakke om noget, så er jeg lige her, om du så er dansker, tysker, afrikaner eller kineser. Få snakket ud om det. Bare med én person du stoler meget på, hvis det.

Jeg har talt.