22. Juli - Et år siden

I dag er det den 22. Juli. For akkurat et år siden havde vi det første rigtige terrorangreb i Skandinavien, nærmere betegnet Norge. Tænk at det allerede er et år siden. Føj hvor tiden den går hurtigt.

Men jeg kan faktisk tydeligt huske hvad jeg lavede den dag. Men det er jo egentlig ikke noget jeg skal som sådan. Jeg var jo hverken i Oslo eller på Utøya, men det satte stadig indtryk på mig. Stærke indtryk. Men derfor tror jeg ikke at vi skal være bange for, at det nogensinde sker i Skandinavien igen.

Jeg sad i bilen sammen med min mor, stedfar og lillesøster på vej til Bornholm. Vi kørte i Sverige, og hørte cd, så vi kunne ikke høre om hvad der skete rundt om i verden. Vi sad i Ystad og ventede på, at vi kunne komme ombord på færgen til Rønne. Vi kom på, fandt pladser, slappede af. Alt var som det plejede.

Som sagt så tror jeg ikke, at det kommer til at ske i Skandinavien igen, Slet ikke i Danmark. Men problemet her, er at man aldrig skal sige aldrig. Det kan gøre mig en smule bange, men samtidig tror jeg så meget på hvordan folk de er, at enhver dansker ikke ville kunne finde på at gøre sådan noget mod det land man bor i, ligemeget hvor meget man så hader det.

Vi kom hjem til min stedfars forældre og fik noget aftensmad. Efter aftensmaden gik alle de andre ud i haven for at snakke om hvad de gik og lavede. Jeg gik ind i stuen for at se nyhederne, jeg ved ikke præcis hvorfor, men det var nok én af det eneste dage, hvor jeg ville se nyhederne. Der kunne jeg så se, at der havde været et bombeangreb i Oslo og at der havde været skyderi på en lille ø kaldet Utøya, lidt fra Oslo. Og at de to ting måske hang sammen. Jeg gik ud og sagde det til min mor. Hun sagde bare, at det var noget jeg fandt på.

Specielt i dag, går mine tanker til du 77 mennesker der døde i Norges største tragedie nogensinde. De går også til dem, som overlevede det hele, dem der skal leve hver eneste dag med tanke om at de har mistet et ven, måske endda et familiemedlem. Jeg har allerede tændt et par lys, for jeg ved ikke hvordan jeg skal udtrykke mine følelser og sympati for de folk.

Efter alle de andre var gået i seng, fandt jeg min computer frem og gik ind på diverse nyhedssider for at læse mere, om hvad der var sket i Norge. Dagen efter viste jeg så alt det jeg havde læst til min mor, og så kunne hun så se, at jeg havde ret.

Jeg hat talt og fortalt.

Nyhederne fra min side #2

Igen i dag vil jeg gerne lige ridse nogen nyheder op, som har berørt mig i dag. Jeg gør det ikke for jeres skyld, men fordi at jeg har noget ting at sige om disse ting, som jeg på en eller anden måde skal have skrevet ned. Og så er det her bare den letteste måde.

Vi starter med af de historier jeg skrev om i går. De tre piger der tragisk blev klemt af halmballer, der faldt ned over dem, imens de tre søstre legede. I dag er den sidste, og den mindste, af søstrene tragisk afgået ved døden. Og det er noget der rører mit ellers stenkolde hjerte. Disse tre piger, der havde hele deres liv foran dem, skal snart begraves. De tre piger, der døde da de legede. Sådan noget kan på en måde også gøre mig sur. Hvordan kan de halmballer falde ned over de piger? Er de ikke blevet spændt fast af en art?
Mine tanker går til familien, der på en eller anden måde nu skal kunne komme over denne svære tid de har forude.

Den her historie er egentlig fra i går af, men den er så grotesk, så absurt, at I skal vide hvad der sker omkring os..
En 37-årig mand fra Leroy, Virginia, USA, er anholdt for hustruvold. Men det han har gjort er værre end normalt hustruvold. Han har holdt hans hustru lænket det meste af de sidste ti år, slået hende med varme stegepander og kvast hendes fødder med haveredskaber. Og da hun skulle føde, blev det ikke gjort på et hospital. Nej, hun var lænket hjemme i huset og fødte oprejst.
Hun slap væk, da parret var ude at køre. Hendes krop var mærket af en masse ar.
Hvad fanden i helvede er det for en verden vi lever i?! Hvordan kan han finde på at gøre sådan noget!? Og hvorfor har hun ikke sagt det før!? Hvorfor har barnet ikke sagt noget? Jeg synes personligt at denne mand skal have livstid for det han har gjort. Man skal behandle kvinder ordenligt! det er en regel, en ting der ligger i en mands natur! Men tydeligvis er denne mands natur helt vildt fucked op.

I må tage til takke med to historier i dag. Hvis jeg gør det her for jer igen, så skal jeg nok sørge for, at I altid for 3 historier.

Jeg har talt.

Nyhederne fra min side

I dag har jeg ikke lyst til at skrive om noget der sker i mit liv. Eller det har jeg vel, for jeg lever vel på denne klode, og i dag har jeg lyst til at lege nyhedsmand- noget for jer allesammen! Er jeg ikke bare rar?

De nyheder jeg vil skrive lidt om, er de nyheder, der har interesseret mig mest i dag.

I dag har Eddy og Søren været fanget af pirater i 548 dag i Somalia. Som jeg ser det, så er der ingen der vil have de to danskere hjem igen. Har de ikke nogen familie, der savner dem? De har rådnet op dernede i næsten to år! Lad os nu få dem hjem for satan! På en eller anden måde, jeg synes bare ikke at det kan være rigtigt at de skal sidde dernede og virkelig frygte for deres liv hver evig eneste dag. Piraterne kan jo miste deres tålmodighed og bare skyde de gidsler.

De tre piger, der i går blev mast under fire halmballer, er to af dem omkommet. Det er de to større søskende der er omkommet, mens den mindste søster stadig kæmper for livet. Jeg sender de dybeste tanker til familien og til den lille 6-årige pige, der stadig kæmper. Men én ting for mig til at tænke lidt: Hvordan kan de halmballer falde ned over de piger, når de bare leger ude i laden? Er de halmballer ikke blevet spændt ordentligt fast, eller noget i den retning? Er der ikke noget man kan gøre ved det? kan man ikke opbevare det halmballer nogen andre steder, eller lade børnene lege et andet sted?

Endelig faldt der dom i Tobias-sagen. For jer der ikke kender den sag, skal jeg nok lige ridse den op for jer.
Den 15 måneder gamle Tobias blev fundet død sidste år i morens og stedfarens lejlighed. En obduktion viser senere, at der på den lille krop er 80 skader. Lige fra blå mærker til kraniebrud. Han blev mishandlet af sin stedfar, og moderen turde ikke ringe til hospitalet eller lægen efter at det var sket. I dag fik de så deres dom. Stedfaren fik 8 år - moderen fik 4 år. Og det synes jeg er helt fint, måske endda for lidt til de to. Når man har et lille barn, så skal man da ikke mishandle det. Og 8 år er simpelthen for lidt til en morder i mine øjne. Sådan skal bare ikke ske herhjemme og især ikke hernede i Sønderjylland! Det er simpelthen for dårligt af kommunen, at de ikke flytter dette barn, når moderen spørger om hun er god nok til at have barnet, hvilket hun tydeligvis ikke var.

Mere har jeg egentlig ikke i dag til jer af nyheder.
Hyg jer og pas godt på jer selv.
Jeg har talt.

Hamrer løs, uden at der egentlig sker noget,

Mama take this badge from me
I can't use it anymore
It's getting dark too dark to see
Feels like I'm knockin' on heaven's door

Knock-knock-knockin' on heaven's door
Knock-knock-knockin' on heaven's door.. 

Mama put my guns in the ground
I can't shoot them anymore
That cold black cloud is comin' down
Feels like I'm knockin' on heaven's door

Knock-knock-knockin' on heaven's door
Knock-knock-knockin' on heaven's door.