Det hele startede faktisk i syvende. Jeg var et stort larmende ting, der bare ville have de sidste år på Hørup overstået. I slutningen af 7./ starten af 8. begynder jeg så at snakke med folk, der er kommet fra Lysabild skole af. Én af dem jeg snakkede med hedder Camilla. Hun er en flink pige, når du først lærer hende at kende, men er det ikke sådan med alle pigerbørn? Nå, men hun havde så den her veninde, der var lav, havde langt hår, briller, og var meget genert. I dag er hun en af mine gode venner.
Hun har klippet sig korthåret. Nogle folk siger, at det er grimt, jeg er uenig. Det klær hende og hendes unikke men dog stadig mode-agtige stil. Hun er blevet en del (meeeget) højere, brillerne har hun droppet, og genertheden er helt væk. Hun er en af de mest åbne mennesker jeg kender. Hun er venner med alt og alle, og det kræver meget. Tro mig, jeg kan ikke engang være venner med alle..
Og hun er den jeg går til, hvis jeg har nogen problemer. Det skulle man ikke tro, når vi til dagligt har vores drillerier og når jeg siger noget dumt... For det gør jeg altid..
Og hun ved også at hun kan komme til mig, ligemeget hvad det er. Der er selvfølgelig nogen ting, jeg tager med mine drenge-venner. Hun er vist rimelig ligeglad med at jeg har fået Penta-kill, eller at jeg ownede Barcelona i FiFa.. Men hun er en ven, en god en af slagsen. Nu hvor jeg kigger tilbage, havde jeg aldrig i mine drømme forestillet mig, at jeg skulle blive venner med "Hende den lille med briller". Jeg skulle nødig snakke faktisk. Jeg var ham med bøjlen, der snakkede mærkeligt.
Og det her er bare endnu et godt eksempel på at folk forandrer sig. Nogle på en god måde og nogle på en dårlig måde.
Men vi holder stadig af dem.
Jeg har talt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar