Ja, undskyld, til dem der faktisk gider at læse det her, men jeg har som bekendt ikke blogget siden i onsdags, fordi at jeg simpelthen ikke har haft noget at blogge om... Min hjerne har været på standby den seneste uge, og det var først i går at den viste lidt liv.. Og det liv blev så brutalt myrdet af matematik. Og i dag fik den så en genoplivning, med hjælp fra at jeg skulle være psykolog, eller som jeg kalder det: Harvard-Jeg.
Og når jeg går i Harvard-Jeg, så bliver jeg et heeeeeeeeelt andet menneske. Det er mærkeligt, at jeg har så mange personligheder, det er som en slags dæmoner. Ja, jeg indrømmer gerne at jeg har dæmoner inde i mig, og de kommer ud, når jeg bliver virkelig sur, hvilket jeg ikke har været længe.
Jeg har lært at styre mine dæmoner ved at hjælpe andre folk. Jeg er blevet et alt for godt menneske. Måske skulle jeg stoppe med det? Blive en dreng, der ikke snakker sådan rigtig med noget om noget? Eller er det ikke lidt at blive, nu hvor jeg er en udadvendt person? Jeg er den person, jeg er, og sådan er det bare. Det er der ingen der kan lave om på!
Harvard-Jeg har talt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar