22. Juli - Et år siden

I dag er det den 22. Juli. For akkurat et år siden havde vi det første rigtige terrorangreb i Skandinavien, nærmere betegnet Norge. Tænk at det allerede er et år siden. Føj hvor tiden den går hurtigt.

Men jeg kan faktisk tydeligt huske hvad jeg lavede den dag. Men det er jo egentlig ikke noget jeg skal som sådan. Jeg var jo hverken i Oslo eller på Utøya, men det satte stadig indtryk på mig. Stærke indtryk. Men derfor tror jeg ikke at vi skal være bange for, at det nogensinde sker i Skandinavien igen.

Jeg sad i bilen sammen med min mor, stedfar og lillesøster på vej til Bornholm. Vi kørte i Sverige, og hørte cd, så vi kunne ikke høre om hvad der skete rundt om i verden. Vi sad i Ystad og ventede på, at vi kunne komme ombord på færgen til Rønne. Vi kom på, fandt pladser, slappede af. Alt var som det plejede.

Som sagt så tror jeg ikke, at det kommer til at ske i Skandinavien igen, Slet ikke i Danmark. Men problemet her, er at man aldrig skal sige aldrig. Det kan gøre mig en smule bange, men samtidig tror jeg så meget på hvordan folk de er, at enhver dansker ikke ville kunne finde på at gøre sådan noget mod det land man bor i, ligemeget hvor meget man så hader det.

Vi kom hjem til min stedfars forældre og fik noget aftensmad. Efter aftensmaden gik alle de andre ud i haven for at snakke om hvad de gik og lavede. Jeg gik ind i stuen for at se nyhederne, jeg ved ikke præcis hvorfor, men det var nok én af det eneste dage, hvor jeg ville se nyhederne. Der kunne jeg så se, at der havde været et bombeangreb i Oslo og at der havde været skyderi på en lille ø kaldet Utøya, lidt fra Oslo. Og at de to ting måske hang sammen. Jeg gik ud og sagde det til min mor. Hun sagde bare, at det var noget jeg fandt på.

Specielt i dag, går mine tanker til du 77 mennesker der døde i Norges største tragedie nogensinde. De går også til dem, som overlevede det hele, dem der skal leve hver eneste dag med tanke om at de har mistet et ven, måske endda et familiemedlem. Jeg har allerede tændt et par lys, for jeg ved ikke hvordan jeg skal udtrykke mine følelser og sympati for de folk.

Efter alle de andre var gået i seng, fandt jeg min computer frem og gik ind på diverse nyhedssider for at læse mere, om hvad der var sket i Norge. Dagen efter viste jeg så alt det jeg havde læst til min mor, og så kunne hun så se, at jeg havde ret.

Jeg hat talt og fortalt.