Jeg har egentlig ikke så fantastisk meget at sige i dag.. Jeg ved egentlig heller ikke hvad jeg skal sige.. I morgen er der endnu en dag for dem der stadig lever. En dag mindre at vente på døden..
Man tænker vel ikke over den, før den rammer ens familie og venner. Det er jo også sådan det skal være.
At leve sit live i fulde drag, så man en af sine sidste dage kan se tilbage på sot liv og sige, at man har levet som man ville leve. Det er derfor, jeg er sådan som jeg er. Jeg tager en dag af gangen. Bange, jeg er bange for at tænke på, at det i teorien kan være slut for mig i morgen, hell, jeg kunne stille træskoene lige om lidt.
Derfor er jeg som jeg er. Jeg lever i nuet. Lever med dem jeg holder af. De personer, jeg kalder for venner, ved også at de er det. Og jeg håber da også at jeg er deres ven, en de kan komme til, ligemeget hvad det er. Om det er problemer med skolen eller bare for at få mig til at binde deres sko. Jeg gør det gladeligt, for hjælper du ikke folk, lærer du dem ikke at kende.
Ordet er bange. Og inderst inde er vi alle bange for et eller andet..
Jeg har talt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar